Hvis du er forælder til et barn med handikap (psykisk eller fysisk), så genkender du måske, at man ofte kommer til at give det handikappede barn mere opmærksomhed og mere tid, end de andre børn i søskendeflokken - også selvom man ikke ønsker, at det skal være sådan. Det er et ret almindeligt fænomen. Derfor kalder man også børn, der er søskende til børn med handikap for skyggebørn.

Disse børn står ofte i en særdeles svær og udfordrende situation, hvor de kan føle sig overset og forsømte, eller uretfærdigt behandlet i forhold til det handikappede barn. Denne ubalance, der kan være meget svær at navigere i, kan resultere i komplekse følelser såsom skyld, skam og tristhed, hvilket i sig selv kan have en betydelig indvirkning på deres trivsel og udvikling på mange forskellige måder.

En del af disse børn bliver også mestre i at tilsidesætte egne behov, fordi de ubevidst bemærker, at det er det, der er brug for. Især piger viser tidlig modenhed, hvor de tidligt påtager sig eller bliver pålagt et stort ansvar. De vil ofte meget gerne hjælpe og aflaste forældrene og kan således komme til at bære en alt for stor byrde – både mentalt og praktisk.

Det kan derfor være relevant, at søskende til børn med handikap får mulighed for at dele deres tanker og dybe følelser med en udenforstående, da det kan give dem et vigtigt og kærkomment rum til at bearbejde deres oplevelser. Det kan også hjælpe dem med at forstå deres familie og hvilken rolle, de her har fået. Desuden har de ofte brug for at få talt om de følelser, som de måske pakker væk, fordi de opfatter dem som “forkerte”, f.eks. vrede, misundelse og ensomhed.

Jeg har erfaring med at tage den slags samtaler med børnene og kender til de temaer, der ofte er relevante at komme omkring. Og nogle gange er det lige så vigtigt for dem at tale om andre ting, der fylder, men som de ikke har lyst til at dele med deres forældre. Hvert barn er selvfølgelig unikt, og har sine egne dilemmaer og udfordringer, så samtalerne tager udgangspunkt i det, der fylder hos ham / hende.