…er en forkortelse af diagnosen Attention Deficit / Hyperactivity Disorder. Det er den betegnelse, man bruger i det amerikanske diagnosesystem.

I Danmark følger vi WHO’s retningslinjer, der står i den diagnosemanual, der hedder ICD-10. Der er en ny udgave på vej (ICD-11), men den bliver ikke anvendt i Danmark endnu, da den ikke er oversat til dansk. I ICD-10 systemet hedder diagnosen, der svarer til ADHD ”Hyperkinetisk forstyrrelse, forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed”. Dette er jo ikke ligefrem nemt hverken at huske eller at sige, og måske er det en af grundene til, at betegnelsen ADHD er blevet mere udbredt - også i Danmark.

For at forstå hvad vi ved om ADHD, er det vigtigt at forstå lidt om, hvordan vores diagnosesystem fungerer. De diagnoser, vi stiller, er egentlig bare en måde, hvorpå man kan beskrive noget, der er anderledes ved et menneske - og som måske kan være med til at give problemer i hverdagen. Diagnosen ADHD siger således ikke noget om, hvor det stammer fra eller hvad der er årsagen.

Der er imidlertid lavet en del forskning på området, der peger på, at ADHD er arveligt, samt at de symptomer, man ser ved ADHD, er udtryk for en anderledes hjerne. Dette er grunden til, at man nogle gange refererer til personer med ADHD (og personer med autisme) som neurodivergente. Altså personer med en anderledes neurologi – i modsætning til de neurotypiske, som er dem, der har en typisk hjerne.

Om diagnosen ADHD

Diagnosen ADHD stilles, hvis man har vanskeligheder inden for tre områder:

• Opmærksomhed /koncentration,

• Impulsivitet

• Hyperaktivitet

– og hvis vanskelighederne ses i flere situationer (altså f.eks. både hjemme og i skole / på arbejde).

Har man ADHD, har man problemer med at koncentrere sig, og man har især svært ved at fastholde opmærksomheden ved opgaver eller aktiviteter i længere tid ad gangen. Dette ses især, hvis der er tale om relativt trivielle eller rutineprægede opgaver. Ofte kan man derimod godt 'hyperfokusere', hvis et emne interesserer én og i de situationer helt glemme verden omkring sig. Man vil desuden have nogle eksekutive vanskeligheder, som f.eks. at få planlagt aktiviteter eller arbejde / lektier, skabe overblik, holde fokus og få fuldført opgaver. Man bliver nemt distraheret – dette kan være af ydre stimuli, som forstyrrende lyde, men det kan også være af indre tanker og idéer. Andre mennesker vil typisk beskrive, at man virker distræt, glemsom og /eller uorganiseret.

Desuden ses en udpræget impulsivitet. Når man får en idé går man med den. Ofte glemmer man at tænke over konsekvenserne, før man handler. Man har svært ved at vente på tur og kommer nogle gange til at afslutte andres sætninger for dem.

Derudover ses ofte en del motorisk uro. Børn med ADHD har f.eks. ofte svært ved at sidde stille og rejser sig ofte i timerne, eller de sidder meget uroligt på stolen. Når man bliver lidt ældre, bliver den motoriske uro for det meste mere diskret, og kan f.eks. komme til udtryk ved, at man sidder og vipper med benene eller trommer med fingrene i bordet. Uroen kan også blive til en indre følelse af rastløshed.

Undertypen ADD (Attention Deficit Disorder), er opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet / motorisk uro.

Andet der ofte kendetegner personer med ADHD:

Udover ovenstående beskrivelse, der handler om symptomerne, ses det ofte at personer med ADHD oplever:

• Problemer med at omsætte gode idéer til virkelighed. Herunder at få implementeret de strategier, man egentlig godt ved kan være gode for én. Det kan virke som om energien, der var forbundet med idéfasen forsvinder, når man kommer længere hen i processen.

• Problemer med tidsopfattelse; Når man har ADHD, har man ofte svært ved at vurdere, hvor lang tid en opgave tager, og man oplever tid enten som “nu” eller “ikke nu”. Det kan føre til mange forsinkelser af projekter / opgaver  eller problemer med at overholde aftaler.

• Søvnvanskeligheder; Personer med ADHD tager ofte laaaang tid om at falde i søvn. Nogle beskriver det på den måde, at deres hjerne aldrig slukker.

• Et lavt selvværd; Mange med ADHD har følt sig forkerte gennem det meste af deres liv, og børn med ADHD får oftere skæld-ud af deres forældre og i skolen. Dette fordi impulsiviteten og den motoriske uro nogle gange giver problemer i forskellige sociale sammenhænge, hvor man kommer til at sige eller gøre noget uhensigtsmæssigt - der gør andre mennesker sure eller kede af det. Dette kan gå ud over selvværdet.

• Store følelsesmæssige udsving / humørsvingninger; Personer med ADHD oplever ofte stærkere og mere intense følelser end andre. Glæde kan føles som eufori, og tristhed kan føles altoverskyggende. Derfor kan personer med ADHD uretmæssigt blive opfattet som dramatiserende, idet vedkommende let bliver hidsig eller ked af det, når han / hun bliver rettet på eller føler sig misforstået.

• Sensoriske udfordringer; En del personer med ADHD oplever deres sansninger forstærket, som f.eks. at de mærker tekstiler og mærker i tøjet som generende, lægger mere mærke til lugte eller er særligt lydsensitive. Men det kan også være sansninger, der opleves mindre tydeligt. F.eks. at man ikke kan mærke sin egen krop, har svært ved at mærke, at man er sulten, om man er varm eller kold, om man skal tisse etc. Samtidig kan mange med ADHD have behov for konstant stimulation, f.eks. at spise snacks eller lytte til musik, mens de arbejder.

• Undgåelse af krav og opgaver; Nogle personer med ADHD udvikler en modstand mod krav, især hvis tidligere erfaringer har vist, at deres indsats ikke bliver anerkendt.

• Iderigdom og kreativitet; Mange af dem, der har ADHD kan være en fest at være sammen med. Ofte er de gode til at få idéer, og de har super meget energi på opstartsfasen af projekter. De er ofte kreative og gode til at “tænke ud af boksen”, og kan på den måde være med til at skabe fornyelse i deres omgivelser.

Behandling:

Hvis en person med ADHD har det godt og fungerer i hverdagen og i sine relationer, er der egentlig ikke grund til behandling, da det jo er deres måde at være i verden på. Men ofte er det imidlertid sådan, at der følger en del problemer med det at have ADHD, jf. ovenstående. I så fald kan det være en rigtig god idé at sætte ind. Som regel er der brug for en psykologisk og pædagogisk indsats. Hvis det er et barn med ADHD, kræver det at både familien og skolen tilrettelægger miljøet, så det tager højde for barnets vanskeligheder. Derudover er det vigtigt, at der også arbejdes med barnets / den unges selvforståelse via psykoedukation. Også voksne mennesker, der først for nylig har fået stillet diagnosen kan have gavn af psykoedukation (læs mere her).

I nogle tilfælde kan medicinsk behandling være gavnlig - eller en kombination af medicin og psykologisk / pædagogisk indsats.